Sådan får I en EPD

Aerial view of dense green coniferous forest canopy.

Forløb, tid og pris

Et EPD-forløb hos os tager cirka 12 uger fra opstartsmødet til den udgivne EPD. Her kan I se, hvad der sker undervejs, hvad I selv skal bidrage med, og hvad det koster i alt, inklusive verifikation og gebyrer til EPD Danmark eller EPD Global.

Ca. 12 uger
fra opstartsmøde til udgivet EPD
Fra 80.000 kr.
fast pris for én EPD, ekskl. moms
5 år
gyldighed fra udgivelsen
Over 20
udgivne EPD’er gennem EPD Danmark og EPD Global
Kvinde og mand står ved vandet. Kvinde peger ned i vandet
Forløbet

Forløbet uge for uge

Tidsplanen er for én EPD, og under hvert trin står det, vi gør, og det, vi har brug for fra jer.

Inden opstart

En snak og et tilbud

Det gør vi

Vi tager en uforpligtende snak om jeres produkter og om kravet til dokumentation. Bagefter får I et tilbud med fast pris og tidsplan.

Det har vi brug for fra jer

Hvilke produkter det drejer sig om, hvem der efterspørger EPD’en, og om der er en deadline.

Uge 1–4 · Trin 1

Opstart og dataindsamling

Det gør vi

Vi holder et opstartsmøde, hvor vi fastlægger, hvilke produkter og varianter EPD’en skal dække, hvilken enhed resultaterne opgøres i, og hvilke dele af livscyklussen der er med. Vi spørger også ind til, hvilke data I har i dag, så vi ved, hvilke datapunkter der skal indhentes. Derefter får I et dataindsamlingsark, der er tilpasset jeres produkt, og vi hjælper løbende, mens I udfylder det.

Det har vi brug for fra jer

Én kontaktperson, som samler data fra produktion, økonomi, indkøb, logistik og salg i arket.

Uge 5–8 · Trin 2

Modellering og EPD-udkast

Det gør vi

Vi bygger modellen eller lægger jeres data ind i et godkendt EPD-værktøj og sætter scenarierne op for transport, installation og affaldsbehandling. Resultaterne beregnes efter EN 15804+A2 og reglerne for jeres produktgruppe, og derefter skriver vi EPD’en og den dokumentation, verifikator skal arbejde ud fra.

Det har vi brug for fra jer

Svar på opklarende spørgsmål og gennemlæsning af udkastet, så produktbeskrivelse, tekniske data og billeder er rigtige.

Uge 9–10 · Trin 3

Verifikation, første runde

Det gør vi

En uafhængig verifikator, der er godkendt af programoperatøren (EPD Danmark eller EPD Global), gennemgår data, beregninger og EPD-udkastet, og vi besvarer kommentarerne og retter udkastet og dokumentationen.

Det har vi brug for fra jer

Eventuelle spørgsmål fra verifikator, som kun I kan svare på.

Uge 11 · Trin 4

Verifikation, anden runde

Det gør vi

Verifikator gennemgår rettelserne, og når der ikke er flere bemærkninger, er EPD’en verificeret.

Det har vi brug for fra jer

Ingen opgaver.

Uge 12 · Trin 5

Udgivelse og afslutning

Det gør vi

Vi registrerer EPD’en hos programoperatøren, som godkender og offentliggør den i sin database. Til sidst holder vi et afslutningsmøde, hvor vi gennemgår resultaterne, hvad EPD’en kan bruges til over for kunder og i udbud, og hvilke ændringer der betyder, at den skal opdateres før tid.

Det har vi brug for fra jer

Godkendelse af den endelige EPD og registrering som EPD-ejer hos programoperatøren.

Det kan forlænge forløbet

Dataindsamlingen er den del, der oftest tager længere tid end planlagt. Det skyldes typisk, at tallene ligger flere steder i virksomheden, fx energiforbruget i regnskabet og transportafstandene hos indkøb. Bliver produktet lavet hos en leverandør i udlandet, skal data komme derfra, og det tager typisk længere tid. Vi aftaler tidspunkterne med verifikator, inden forløbet starter, så der er afsat tid til begge runder.

Jeres del

Data I skal finde frem

I behøver ikke at kende noget til LCA for at levere data til en EPD. Spørgsmålene i dataindsamlingsarket er skrevet, så de kan besvares af dem, der kender produktionen. Tallene skal som udgangspunkt dække 12 sammenhængende måneder med normal drift.

Produktion

Produktionsmængder, recepter eller styklister, spild og affald samt vandforbrug.

Økonomi og drift

Årsforbrug af el, varme og brændstof, fx gas og diesel.

Indkøb

Leverandører, indkøbte mængder og hvor materialerne sendes fra.

Logistik

Emballage og transportafstande ud til kunderne.

Salg og marketing

Produktbeskrivelse, tekniske data og billeder til EPD’en.

Eksempler på spørgsmål til opstartsmødet

”Hvilket kalenderår skal vi bruge som datagrundlag?”

”Kan I aflæse energiforbruget for den enkelte produktionslinje, eller kun for hele fabrikken?”

”Laver I andre produkter på det samme udstyr?”

”Hvordan fjernes produktet fra bygningen ved nedrivning?”

Pris

Hvad det koster

Vores honorar er en fast pris, som er den samme, uanset om EPD’en udgives hos EPD Danmark eller EPD Global.

EPD for ét produkt
Fra 80.000 kr.
Fast pris, ekskl. moms
Ekstra resultatsæt
12.000 kr.
Pr. ekstra variant med sine egne tal
Flere varianter i ét resultatsæt
16.000 kr.
Tillæg, når de højeste tal skal gælde for alle varianter

Det er med i prisen

  • Opstartsmøde og dataindsamlingsark tilpasset jeres produkt
  • Hjælp undervejs, mens I samler data
  • Modellering, beregning og EPD-dokument
  • Dokumentation til verifikator
  • Kontakt til verifikator og besvarelse af kommentarer
  • Registrering og udgivelse hos programoperatøren
  • Afslutningsmøde

Det betaler I direkte

Verifikationen og gebyrerne til programoperatøren er ikke med i vores honorar. Vi beder verifikator om en pris, inden forløbet starter, og I får regningerne direkte fra verifikator og programoperatør uden tillæg fra os.

Flere varianter af samme produkt

Har produktet flere varianter, fx forskellige tykkelser, farver eller recepter, kan de deklareres på tre måder:

1

Ét fælles resultatsæt

Når varianterne ligger tæt nok på hinanden, kan de dele ét resultatsæt. Det kræver som udgangspunkt, at varianternes klimapåvirkning ikke afviger mere end 10 %, og det vurderer vi, før I får et tilbud.

2

Et resultatsæt pr. variant

Hver variant får sine egne tal, og det koster 12.000 kr. pr. ekstra resultatsæt. Med et EPD-værktøj bliver hver variant sin egen EPD, så verifikation og gebyr betales pr. variant.

3

Flere varianter i ét resultatsæt

Vi regner alle varianter igennem, og de højeste tal bruges for dem alle. Det koster 16.000 kr. ekstra.

Hvilken løsning der passer, afhænger af, hvor forskellige varianterne er, og hvordan jeres kunder bruger tallene.

Den samlede udgift over fem år

Eksemplet viser udgiften til én EPD til 80.000 kr. for en virksomhed med en årlig omsætning på 15–75 mio. kr. Gebyrerne til programoperatøren betales hvert år, så længe EPD’en er gyldig.

Udgift
EPD Danmark
EPD Global med EPD-værktøj
Vores honorar
80.000 kr.
80.000 kr.
Verifikation, anslået
25.000 kr.
7.600 kr.
Gebyrer til programoperatøren over fem år
42.500 kr.
47.700 kr.
I alt over fem år
147.500 kr.
135.300 kr.

Alle beløb er ekskl. moms. Gebyrerne følger programoperatørernes satser for 2026, og prisen på verifikation aftales med verifikator, inden forløbet starter. EPD Globals gebyrer er omregnet fra euro til kurs 7,46 og verifikationen fra 11.000 norske kroner.

Søger I tilskud til EPD’en, specificerer vi gerne tilbuddet, så honorar, verifikation og gebyrer står hver for sig.

Programoperatør

EPD Danmark eller EPD Global

En programoperatør er den organisation, der godkender og udgiver EPD’en. Vi laver EPD’er til både EPD Danmark og EPD Global, og begge kan bruges i klimaberegninger efter bygningsreglementet, hvor der ikke er krav om, at EPD’en er dansk.

EPD Global

  • Til en række produktgrupper findes der godkendte EPD-værktøjer, fx LCA.no’s EPD-generator. Beregningsmetoden i værktøjet er verificeret på forhånd, så verifikationen af den enkelte EPD er anslået til 7.600 kr., og registreringen koster 120 € om året.
  • Værktøjet laver én EPD pr. produkt, og gebyr og verifikation betales pr. EPD.
  • Værktøjerne findes blandt andet til stål og aluminium, vinduer og døre, træ, beton, isolering, møbler og tekniske kemiske produkter som mørtel og puds.

EPD Danmark

  • Modellen bygges til jeres produkt og dokumenteres i en baggrundsrapport.
  • Flere produkter kan stå i samme EPD med hver sit resultatsæt, så der kun betales registreringsgebyr for ét dokument.
  • Verifikationen koster mere pr. EPD, men når mange produkter står i samme EPD, kan det samlet blive billigere end én EPD pr. produkt.

En EPD fra EPD Global kan også registreres hos EPD Danmark bagefter uden ny verifikation for et engangsgebyr på 2.500 kr. pr. EPD. Hvilken programoperatør vi anbefaler, står i tilbuddet, og det afhænger mest af, hvor mange produkter der skal med.

Efter udgivelsen

Når EPD’en er udgivet

Gyldig i fem år

En EPD er gyldig i fem år fra udgivelsen, og gebyrerne til programoperatøren betales hvert år i perioden.

Opdatering før tid

Stiger et af resultaterne i EPD’en med mere end 10 % i løbet af de fem år, fx fordi I skifter leverandør, energikilde eller materiale, skal EPD’en opdateres og verificeres igen. Det er jer som EPD-ejer, der skal holde øje med det, hos EPD Global mindst én gang om året, og vi kan lave et årligt tjek for jer i en særskilt aftale.

Fornyelse

Når de fem år er gået, koster en fornyelse 20 % af honoraret, hvis produktionen er uændret, og EPD’en kan fornyes efter samme version af standarden, altså 16.000 kr. for en EPD til 80.000 kr. Hertil kommer verifikation og gebyrer igen. Er produktionen ændret, eller er standarden kommet i en ny version, giver vi et tilbud ud fra ændringerne.

Emil Pedersen og Selma Al-Zohairi fra Nordic LCA

Hvem laver arbejdet

Det er Emil Pedersen og Selma Al-Zohairi, der laver arbejdet, og det er os, I snakker med gennem hele forløbet. Vi har begge en ph.d. inden for LCA, og vi har fået udgivet over 20 EPD’er gennem EPD Danmark og EPD Global, blandt andet for Idealcombi, Expo-Net, Ecofoss og GERA. Emil er desuden godkendt verifikator hos EPD Global.

Spørgsmål

Spørgsmål og svar

Skal EPD’en udgives hos EPD Danmark for at kunne bruges i Danmark?

Nej. Bygningsreglementets vejledning kræver, at en EPD er udført efter EN 15804, verificeret af en tredjepart og godkendt af en programoperatør, men den behøver ikke at være dansk. Vil I alligevel have den i EPD Danmarks database, kan en EPD fra EPD Global registreres dér bagefter uden ny verifikation.

Hvem vælger verifikator?

Det gør I som EPD-ejer, og aftalen indgås direkte mellem jer og verifikator, som ikke må have været med til at lave EPD’en. Vi foreslår en verifikator, der er godkendt af programoperatøren, beder om en pris og står for kontakten undervejs.

Skal hvert produkt have sin egen EPD?

Ikke nødvendigvis. Varianter, der ligger tæt nok på hinanden, kan dele ét resultatsæt, og hos EPD Danmark kan flere produkter stå i samme EPD. Hvad der kan lade sig gøre, afhænger af produkterne og reglerne for produktgruppen, og det gennemgår vi, før I får et tilbud.

Kan man få en EPD, når produktet bliver lavet hos en leverandør i udlandet?

Ja, men så skal data om produktionen komme fra leverandøren, og det tager typisk længere tid, især hvis leverandøren ikke har leveret data til en EPD før. Vi hjælper med at formulere, hvad der skal spørges om, men kontakten til leverandøren går gennem jer.

Hvad bruges EPD’en til?

Typisk til bygningens klimaberegning efter bygningsreglementet, hvor tallene fra en EPD kan bruges i stedet for generiske data. EPD’en bruges også til certificeringer som DGNB og i udbud, hvor der stilles krav om miljødokumentation.

Hvad hvis produktets miljøpåvirkning er større end forventet?

En EPD oplyser, hvor stor produktets miljøpåvirkning er, men den vurderer ikke, om produktet er godt eller dårligt, og der er ingen grænseværdi for det enkelte produkt. På afslutningsmødet gennemgår vi, hvilke dele af produktet og produktionen der bidrager mest til påvirkningen.

Kan man selv lave sin EPD?

Det kan I godt, og nemmest er det med et godkendt EPD-værktøj til jeres produktgruppe. Det kræver stadig, at nogen hos jer kender metoden godt nok til at vælge de rigtige datasæt og scenarier, og EPD’en skal verificeres. Vi tilbyder også oplæring i selv at lave EPD’er i LCA.no’s EPD-generator.

Book et møde

Den første snak er uforpligtende og foregår på Teams. Fortæl os kort, hvilke produkter det drejer sig om, hvem der efterspørger EPD’en, og om der er en deadline, så får I bagefter et tilbud med fast pris og tidsplan.

Tak - Din besked er sendt
Noget gik galt - prøv venligst igen