Ejnar Christiansen Sølsted: Fra branchens EPD’er til deres egne

Ejnar Christiansen Sølsted: Fra branchens EPD’er til deres egne
Ejnar Christiansen Sølsted A/S i Tønder udvikler og producerer vinduer og døre i PVC. I efteråret 2026 fik de deres første egne, tredjepartsverificerede EPD’er på to af deres vinduer.
Udfordringen: Branchens EPD’er rækker ikke hele vejen
Mange producenter kan bruge deres branches fælles EPD’er, når kunder spørger efter klimadokumentation. Sådan har det også været i vinduesbranchen, og det har fungeret fint i en årrække.
Branche-EPD’er findes i mange brancher og er fortsat et godt værktøj. De giver en fælles reference at kommunikere ud fra, og for mere generiske byggevarer giver det god mening, at virksomhederne deler dokumentationen frem for hver især at investere i deres egen. De er også nyttige tidligt i et projekt, hvor leverandøren endnu ikke er valgt.
For en byggevare som konstruktionstræ ligger et branchegennemsnit tæt på virkeligheden. Et vindue er en anden slags produkt, da det ikke er ét materiale, men en sammensat vare af glas, profiler, stål, beslag og tætninger fra forskellige leverandører, og hver leverandør har sit eget klimaaftryk. Den enkelte producents valg af rude, profil og genanvendt indhold flytter derfor resultatet mærkbart, og netop de valg forsvinder i et branchegennemsnit.
Samtidig ønsker bygherrer og rådgivere i stigende grad dokumentation for det konkrete produkt, når byggeriet skal slutdokumenteres. Dertil kom, at branchens EPD’er nærmer sig udløb. Ejnar Christiansen Sølsted besluttede derfor at få deres egne.
Kort om de to slags EPD’er
Branchespecifik EPD
Baseret på et gennemsnit for en branche eller en produkttype, fx betonelementer, konstruktionstræ eller tegl og mursten. Datagrundlaget er et gennemsnit fra branchen, typisk fra en dominerende andel af repræsentative producenter, så tallene er dækkende for branchen som helhed.
Brancheforeningerne bistår ofte producenterne med at få den udarbejdet, så hele branchen har en fælles reference at kommunikere ud fra. Til gengæld siger den ikke noget om den enkelte producents produkt, og producenten kan hverken ændre den eller bruge den til at vise sine egne forbedringer.
Produktspecifik EPD
Gælder en bestemt byggevare fra en bestemt producent og bygger på virksomhedens egne produktionstal og på leverandørernes dokumentation for de materialer, der betyder mest.
Den kan også dække et helt produktsortiment. Varianter, der kun adskiller sig på fx overfladebehandling eller farve, kan samles i én EPD, mens reelle konstruktionsforskelle kræver hver sin. Det er den type, der i stigende grad efterspørges, når byggeriet skal slutdokumenteres.
Løsningen: To EPD’er bygget på virksomhedens egne data
Nordic LCA udarbejdede to EPD’er efter EN 15804+A2 og produktkategorireglerne for vinduer og døre, publiceret hos EPD Global. Arbejdet omfattede:
- Dataindsamling og validering i tæt samarbejde med Ejnar Christiansen Sølsted
- Leverandørernes egen dokumentation for ruden og for det genanvendte indhold i profilerne
- Et scenarie for vinduets bortskaffelse bygget på danske forhold
- To EPD’er, så vinduet er dækket både med og uden stålarmering i profilerne
- Skrivning af EPD-teksterne og forløbet gennem tredjepartsverifikation
- Et afsluttende møde om, hvordan EPD’erne læses og bruges
Resultaterne: Dokumentation, der gælder deres eget vindue
Med de publicerede EPD’er har Ejnar Christiansen Sølsted nu:
- Verificeret miljødokumentation for deres eget vindue og ikke for et gennemsnit
- Tal, der i produktionsfasen ligger under branchegennemsnittet for tilsvarende vinduer
- Dokumentation for begge konstruktioner, med og uden stålarmering
- Viden om, hvor aftrykket ligger, og hvad der skal til for at sænke det
- Dokumentation, de selv ejer og kan opdatere, når produktet eller leverandørerne ændrer sig
- Et stærkere udgangspunkt i udbud og byggerier med krav til klimadokumentation
Tre spørgsmål til Ejnar Christiansen Sølsted
Simon Bruhn Groth, økonomiansvarlig, Ejnar Christiansen Sølsted A/S
Hvorfor valgte I at få udarbejdet EPD’er?
Vi har indtil nu benyttet os af branche-EPD’er, men har haft et ønske om at få dokumentationen på vores egne produkter og dermed tage større ejerskab over vores miljødata. Samtidig oplever vi en stigende efterspørgsel fra både kunder og samarbejdspartnere, så det var et naturligt skridt for os at sætte processen i gang.
Hvad bruger I EPD’erne til i dag?
Vi bruger først og fremmest EPD’erne til at dokumentere vores produkters miljømæssige aftryk og synliggøre deres kvaliteter over for vores kunder. Derudover indgår de som vigtig dokumentation i forbindelse med blandt andet klimaberegninger på boligbyggeri og andre byggeprojekter. Og så er vi selvfølgelig stolte af at kunne finde vores færdige EPD’er på EPD Global. Det er dejligt at se det konkrete resultat af arbejdet!
Hvordan har samarbejdet med Nordic LCA været?
Samarbejdet med Nordic LCA har været rigtig godt og gnidningsfrit fra start til slut. Vi har oplevet en god og løbende dialog, hurtig respons og en professionel håndtering af de spørgsmål, der er opstået undervejs. Da EPD-verdenen er forholdsvis ny for os, har det været særligt værdifuldt, at Nordic LCA har guidet os trygt gennem hele forløbet og samtidig givet os en god forståelse for processen bag.


